Computerspil, fiskeri og en ukendt fødselsdag
Hawkar webudvikler

Når du ikke finder ham ved en computerskærm, kan du måske spotte ham ved vandet med en fiskestang i hånden. Selvom han indrømmer at være en dårlig fisker, der ikke får mange fisk på krogen, fangede han sig en plads i vores udviklingsafdeling. Lær Skibonitten, Hawkar, at kende — som i øvrigt ikke ved, hvornår han har fødselsdag.

Fra Skibonit til Aalborgenser

I Midtjylland finder du den gamle købstad Skive. Byen er måske bedst kendt for sin Hancock-øl og årlige musikfestival, men vi kender den mest som hjemstavn for vores kollega, Hawkar. I 2013 valgte Hawkar at skifte den gamle købstad ud med Aalborgs nordjyske limfjordsmuld for at studere IT. Efter at have færdiggjort sin uddannelse landede han sit første fuldtidsjob hos en softwarevirksomhed, som han også arbejdede deltid hos under sin uddannelse.

Når Hawkar ikke sidder foran sin skærm på arbejde, bruges hans fritid også gerne foran en skærm med et computerspil. Der er dog mere end skærme i hans liv. Når vejret tillader det, kan du derfor også finde ham ved vandet med en bøllehat på hovedet, madding på krogen og en fiskestang i hånden. På trods af at han elsker at fiske, er det dog sjældent, at han fanger noget. Skrevet med ord fra hans egen mund er han nemlig ret dårlig til at fiske, men man behøver vel heller ikke at være god til det, man foretager sig, for at have det sjovt?

E-Komplet havde den rette madding

I starten af 2023 trængte Hawkar til forandring i sit arbejdsliv og ledte derfor efter nye jobmuligheder. Han vidste, at han fortsat gerne ville arbejde med ERP-systemer, som han i forvejen havde en del erfaring med. På samme tid som hans tanker strejfede omkring nye jobeventyr, søgte vi en ny kollega til vores webteam.

For at hale en dygtig udvikler som Hawkar ind, skal der bruges de helt rette teknologier. Vi viftede derfor lidt med en omgang Vue.js og .NET C#. Det viste sig at være den helt rette madding til at få en kløgtig fisk som Hawkar i nettet. Men det var dog ikke kun de tekniske aspekter, der lokkede ham til E-Komplet. Han så også en mulighed for personlig udvikling og vækst, og det spillede meget ind i hans valg.

"Jeg var ret tiltrukket af E-Komplets valg af teknologier, men jeg kunne også se, at der ville være store muligheder for at udvikle mine kompetencer inden for udvikling. Det syntes jeg var meget attraktivt."

Gode arrangementer, kolleger og opgaver

Som for mange andre af hans kolleger er det E-Komplets kultur og sociale samvær, der er topscorer på listen over, hvorfor Hawkar godt kan lide at arbejde her. Han fremhæver bl.a. de mange sociale arrangementer som et stort plus. For ham er det sociale samvær en af grundene til, at E-Komplet har så stærkt et sammenhold på tværs af hele virksomheden. Derudover fungerer sammenholdet ikke kun godt socialt, men også professionelt. Hawkar synes, at det er tydeligt at mærke, at vi alle arbejder mod samme mål og altid har lyst til at hjælpe hinanden.

Selvom det sociale betyder meget, skal de daglige opgaver selvfølgelig også være interessante. Dem er Hawkar heldigvis også meget tilfreds med. Han synes, at hans opgaver er interessante at arbejde med, men de formår samtidig at udfordre ham, så han kan blive ved med at lære nye ting.

"Jeg kan rigtig godt lide de mange sociale events — og mine kolleger. Der er et virkelig godt sammenhold blandt os alle. Jeg sætter stor pris på den støtte og vejledning, jeg får fra mine kolleger."

Alder er blot et tal — hvis man altså kender tallet

Med Hawkar omkring er livet på kontoret aldrig kedeligt. Han har en meget underspillet, sort humor og er altid med på en joke — især hvad end Martin fra finansteamet finder på at blande ham ind i af løjerligheder. Derfor var vi ikke helt overbeviste, da han fortalte os, at han ikke ved, hvor gammel han er. Du tænker nok det samme som vi gjorde. Hvordan kan han ikke vide, hvor gammel han er? Er han tidsrejsende? Er han vampyr? Har han fået hukommelsestab?

Vi kan ikke med 100 % garanti afvise nogen af de ovenstående teorier (vi har f.eks. aldrig set ham spise hvidløg). Men Hawkar ved faktisk godt, hvor gammel han er. Han ved til gengæld ikke, hvilken dato han er født. Hawkar og hans familie kommer oprindeligt fra Kurdistan. De kom til Danmark i 1995, da han var en lille dreng. I Kurdistan er det ikke normalt at registrere fødsler. Derfor ved Hawkar faktisk ikke, hvornår han er født — hans fødselsdato blev blot valgt ud fra den næste måned og tal, der kom efter, hvad hans far, mor og bror havde fået som deres fødselsdag.

Bliv klogere på E-Komplet

Er du nysgerrig på at lære mere?
Line fra supporten

En dårlig taber med sport i blodet – mød Line fra supporten

Hvis du slår “konkurrencegen” op i ordbogen, så bør der dukke et billede op af vores kollega Line fra supporten. Hun er opflasket med sport, som derfor altid har været en tro følgesvend igennem hendes liv. En opvækst med fodbold- og håndboldstævner har bl.a. givet hende en ekstraordinær ivrighed efter at vinde — og netop derfor vil hendes kolleger gerne undgå at være på hold med hende i tilfældet af, at man taber!

Læs mere »
Camilla J portræt

Mød Camilla fra supporten

I 2023 var transfervinduet for bogholdere åbent på det helt rigtige tidspunkt. Camilla var på udkig efter nye arbejdsgange og vi manglede en økonomikyndig supporter. Handlen gik godt igennem, og Camilla samt hendes mangeårige erfaring inden for økonomi har været en del af vores supporthold lige siden. Lær hende at kende her.

Læs mere »
Andreas portræt

En ægte Danmarksmester – Mød Andreas

De fleste mennesker har en hobby, men det er nok de færreste, der kan kalde sig danmarksmester i deres fritidsinteresse. Det kan vores kollega, Andreas! Andreas har en stor interesse for spiludvikling, og netop det kan han kalde sig danmarksmester i. Vi har dog endnu ikke planer om ”E-Komplet: The Game”, så i mellemtiden bruger han sine programmeringsevner godt hos vores app-team. Lær ham bedre at kende her.

Læs mere »

Vil du lære mere om vores team?

Lær mere om vores skræddersyede IT-løsning til håndværkere!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få indsigt i, hvordan E-Komplet kan tage hånd om din virksomheds digitale behov.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du vores vilkår og betingelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet.

Screen shot af planlægningsværktøj

Lær mere om vores skræddersyede IT-løsning til håndværkere!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få indsigt i, hvordan E-Komplet kan tage hånd om din virksomheds digitale behov.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du vores vilkår og betingelser. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet.

E-Komplet cloudløsning på PC