Mød vores nye studentermedhjælper i marketingafdelingen

Camilla er nyt medlem af teamet hos E-komplet, og skal hjælpe til i marketingafdelingen de næste fem måneder. 

Camilla er på sit afsluttende år som markedsføringsøkonom på UCN, derfor er studiejobbet hos E-komplet oplagt for at bruge hendes viden i praksis. Hos E-komplet består Camillas arbejdsopgaver bl.a. i at udarbejde indhold til de sociale medier og holde bloggen opdateret.

Ved siden af studie og arbejdet hos E-komplet udfylder hun den travle hverdag på sine to andre jobs. Camilla arbejder nemlig også i Føtex både i Randers og Aalborg, og har næsten seks års erfaring i detailbranchen. Hun kan derfor fortælle nøjagtigt hvor hver vare står i Føtex.

Camilla flyttede til Nørresundby for et år siden og bor alene i en lille lejlighed, hvilket er noget af en omvæltning, når man er vant til at have hele familien i en lille bondeby tæt ved Randers.

I hendes fritid bruger hun mange timer på at hive efter vejret på løbebåndet og løfte de letteste vægte i Fitness World, hvilket også er en nødvendighed, da hun oftest køber lidt for meget bland-selv-slik til fredag aften – og tirsdag …
Herudover kigger hun ualmindelig meget på drømmerejser og -destinationer og var sidste år afsted i 10 uger, hvor hun besøgte Mauritius, Bali, USA og Vietnam. Hun kan heldigvis snart krydse endnu en destination af, når hun rejser tre uger til Canada for at se på hvaler og bjørne.